Lysbjergparken

Lysbjergparken er beliggende i et naturskønt område i V. Åby, med flot udsigt over Nakkebølle Fjord. Plejehjemmet er opdelt i 3 boenheder, med 8 beboere i hver.

Lysbjergparken er et boligtilbud til dig der pga. handicap eller almindelig alders-svækkelse har brug for personlig pleje - omsorg og praktisk hjælp.

Visionen er at skabe et trygt og hjemligt miljø hvor du er i centrum.

Medarbejderne samarbejder med dig, ud fra dine ressourcer/belastninger og livshistorie.

Luk alle
Åben alle

Fakta om Lysbjergparken

Adresse og kontaktoplysninger

Lysbjergparken 1
5600 Faaborg
Telefon: 72 53 05 18

Fakta

Antal rum  1
Størrelse i m2 44
Antal lejligheder 24
Husleje minimum (før boligydelse) 5.901,00 kr.
Indskud minimum 16.881,00 kr.
Takster Se takster
Fødevarestyrelsens smiley ordning Smiley ordning for Lysbjergparken
Opført/ renoveret 2001
Fælles lokale/ hus Ja
Kvalitetsstandard Se kvalitetsstandarder
Tilsynsrapport/ kvalitetsvurdering

Kvalitetsvurdering 2023

Tilsynsrapport 2024


Vi bor på toppen af Vester Åby og har en dejlig udsigt over Nakkebølle fjord , hvor vi kan følge årstidernes skiften. Plejehjemmet er opdelt i 3 boenheder med 8 beboere i hver, med tæt naboskab mellem boenhederne.

Der er indkøbsmuligheder i byen og et busstoppested nær plejehjemmet, med forbindelser til Faaborg og Svendborg.

Værdigrundlag

Vores Plejehjem skal kendetegnes ved en gæstfri, tryg og positiv hverdag, som danner grundlag for ”Liv til livet”

- Omsorg for og imellem borgere og medarbejdere
- Mulighed for at udnytte og udvikle egne ressourcer
- Loyalitet og respekt for borgere, medarbejdere og kommunen
- Humor og glæde skal kendetegne vores område og arbejdsmiljø
- Lyst og imødekommende miljø
- Stimulering og vækkelse af sanser ved fremstilling af mad på Lysbjergparken
- Samarbejde mellem borger , pårørende, og medarbejdere i leve-bo- miljøet
- Medbestemmelse og valgfrihed for borgere og medarbejdere
- Faglige og engagerede medarbejdere
- Vedligeholde og udvikle det sociale netværk for den enkelte borger.

Vores arbejde tager afsæt i EDEN Alternative konceptet, hvor vi forpligter os til at skabe et ligeværdigt, hjertevarmt levested med fokus på trivsel og velvære. Vi er opmærksomme på at hindre ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed blandt vores beboere.

Personale

Der er ansat personale døgnet rundt.
Personalet er sammensat af flere faggrupper med hovedvægt på social- og sundhedsassistenter og -hjælpere.
Der er også 2 kostfaglige ansvarlige til at bemande køkkenet. Der laves mad til hele døgnet.
Vi har en plejehjemssygeplejerske ansat. Sygeplejersken varetager primært de sygeplejefaglige opgaver i forhold til beboerne og kompetence udvikler personalet.
Lysbjergparken er også et uddannelsessted for elever  på social og sundhedshjælper og assistent uddannelsen.

Indflytning

Hvem kan bo her

For at få en bolig på Lysbjergparken, skal man have et vist behov for pleje og støtte ud over hvad kommunen kan tilbyde i dit nuværende hjem via hjemme- og sygeplejen.

Boligen 

Boligen er på 44 m2, indrettet som en vinkelformet 1 værelses lejlighed, med stort badeværelse og køleskab. Der er udgang til fælles opholdsstue og fælles køkken. Der er et fælles dagcenter som benyttes til aktiviteter og fester.

Når du skal flytte

Nye beboere og pårørende opfordres til at se Lysbjergparken. Der tilbydes en samtale i eget hjem, inden indflytningen.
På selve indflytningsdagen er det vigtigt, at der aftales et tidspunkt, så vi kan tage imod dig på en god måde. Det sikrer en god og tryg flytning for dig og dine pårørende.

Det du skal medbringe

Møbler og gardiner skal medbringes. Ved gangbesvær skal der indrettes, så beboer og medarbejder får god plads, samt overveje nøje omkring evt. løse tæpper.
Medbring linned, dyne/pude, håndklæder, beklædning, toilet artikler. Der skal skrives lejligheds nummer i alt.
Ind/ og udflytningen står du/I selv for, eller en fra et flyttefirma.
Der er som hovedregel en plejeseng i lejligheden.

Kontaktpersonsordning

Hver beboer har sin kontaktperson blandt personalet. Kontaktpersonen udarbejder en handleplan i samarbejde med dig. I handleplanen noteres aftaler om pleje og praktisk hjælp i løbet af dagen. Handleplanen sikrer, at en anden medarbejder kender til aftalerne, når din faste kontaktperson ikke er på arbejde.

Hverdagslivet

Livshistorie

Vi vil meget gerne have at du og din familie er behjælpelige med at fortælle os din livshistorie, så din hverdag kommer til at tage udgangspunkt i netop dine vaner og behov.

Pårørende

Vi samarbejder med pårørende, og inddrager også gerne dit netværk så meget som muligt i din hverdag. Det giver er større trivsel for alle.

Frivillige

Lysbjergparkens vennekreds er en upolitisk organisation som blev stiftet i 2004.
Deres formål er at skaffe midler til særlige arrangementer og nyanskaffelser til glæde for dig. De hjælper også ved fester og arrangementer i huset, i tæt samarbejde med personalet.
Vennekredsen har deres egne faste arrangementer så som stolegymnastik , kortspil, banko, strikke og hjælp til at sy en knap i. Der er livlig snak og hygge i dagcenteret.
Desuden hjælper de også med at våge hos døende , hvis pårørende ikke har mulighed for at være her.
Vi har stor fornøjelse af at have en frivillig have/altmulig mand, der nyder at komme på Lysbjergparken.

Aktiviteter

Lysbjergparken indbyder også til traditionsrige fester og til aktiviteter i hverdagen.
Traditionen tro afholdes der kartoffeldag den 15. juni og selvfølgelig fejrer vi Sankt Hans, jul og nytår. Ligeledes er der hvert år en løvfaldsfest hvor pårørende også er inviteret.
Der afholdes ca. 1 gang om måneden Gudstjeneste med sognepræsten i V. Åby og Åstrup sogne. Der drikkes kaffe og synges salmer efter gudstjenesten.
Vi fejre også din fødselsdag, hvor du bestemmer din fødselsdags menu. Om eftermiddagen er der boller og kakao i boenheden.

Der er daglige aktiviteter så som avislæsning, hyggesnak og fællessang.
Der er også besøg fra den lokale folkeskole Bøgebjergskolen, som ligger tæt ved Lysbjergparken.
Når vejret tillader det kan man benytte sig af cykeltaxien, ellers bliver der arrangeret udflugter med vores bus.

Forplejning

FORMÅLET MED FORPLEJNINGEN
          • Tilbyde dig en velsmagende og ernæringsrigtig døgnforplejning, herunder væske.
          • Medvirke til at sikre dig trivsel og velvære.
          • Medvirke til at give dig gode oplevelser og øget samvær omkring måltiderne.
          • Medvirke til forebyggelse af sygdom samt regulering af din ernæringstilstand


HVAD OMFATTER FORPLEJNINGEN
Døgnforplejningen består af tre hovedmåltider og to-tre mellemmåltider, hvor tilbuddet tager udgangspunkt i de officielle anbefalinger og kostråd fra Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen.

Køkkenfaciliteterne er forskellige på kommunens plejehjem, hvilket har betydning for omfanget af din involvering i aktiviteter i forbindelse med tilberedningen af måltider. Personalet bestræber sig på at medinddrage dig i det omfang, du har lyst og mulighed for.

Du er selv med til at sammensætte din menu ud fra de forskellige retter og tilbehør, der tilbydes.

Du bestemmer menuen til det varme måltid samt eftermiddagskage på din fødselsdag, og du opfordres til at melde andre ønsker ind til køkkenpersonalet, hvis der er noget særligt, du gerne vil have at spise.


SÅDAN FÅR DU DØGNKOST PÅ PLEJEHJEM
Som beboer på et af plejehjemmene i kommunen, tager du som udgangspunkt del i dagligdagen og dermed også måltiderne på plejehjemmet.

For at sikre, at du får den mad, du har behov for, bliver der i forbindelse med indflytning på plejehjem, rehabiliteringscenter, midlertidigt ophold eller aflastning vurderet, hvilke ernæringsmæssige behov, du har.

Du vil blive tilbudt at blive vejet, og vi vil drøfte dine mad- og måltidsvaner, og om du eventuelt har behov for særlig tilpasset kost.

Vi vejleder dig, hvis du har sundhedsmæssige problemer, som kan forebygges eller bedres via kosten. Hvis du har særlige præferencer for visse fødevarer, vil vi i et vist omfang kunne opfylde disse med udgangspunkt i dine aktuelle helbredsmæssige behov.

Udvalget af fødevarer, som indgår i døgnkosten, tager afsæt i et standardsortiment. Har du ønsker til en bestemt fødevare, er du velkommen til selv at indkøbe disse.


INDIVIDUELLE BEHOV
Hvis du har problemer med at tygge eller synke eller har et øget protein- og energibehov, kan vi tilbyde dig individuel tilpasset kost mht. konsistens og nærings indhold, hvilket iværksættes med udgangspunkt i en ernærings vurdering.
Du tilbydes også specialkost via lægehenvisning ved for eksempel diabetes eller allergier.


HELLIGDAGE OG HØJTIDER
Vi gør ekstra ud af måltiderne på helligdage, mærkedage og ved højtider. Ved sådanne lejligheder kan du desuden få øl, vin, eller sodavand til det varme og kolde måltid.


GÆSTER
Gæster kan bestille mad mod betaling. Kontakt køkkenpersonalet på det enkelte plejehjem for at bestille mad.


KAN MAD OG MÅLTIDER AFBESTILLES?
Indlægges du på sygehus, afbestilles din døgnkost døgnet efter din indlæggelse. Derudover kan du få godtgjort et eller flere hovedmåltider ved afbestilling 24 timer før.


Du kan læse mere i Kvalitetsstandarden  

Spørgsmål? Kontakt os

Lysbjergparken

Lysbjergparken 1
5600 Faaborg
Telefon: 72 53 05 18

Har du behov for at sende personfølsomme oplysninger til os, gøres det på nedenstående link:

Send sikkert via borger.dk

Send sikker via virk.dk

Leder
Dorthe Skovbjerg Andersen
Telefon: 72 53 50 57