Brahesminde - Horne Børnehus
Om Brahesminde - Horne Børnehus
Brahesminde Landsbyordning dækker både Horne og Svanninge og består af skoler, SFO, børnehaver og vuggestuer.
Der er mange fordele forbundet med en landsbyordning. Børnene forbliver i en mindre enhed i det nære lokalmiljø. De lærer hurtigt området, kammeraterne og de voksne at kende, hvilket gør overgangene nemmere. Genkendelighed og overskuelighed gennemsyrer vores arbejde og giver tryghed for børn og forældre.
Hos os kan barnet gå fra 0 år til 12 år. Det giver alle tiders mulighed for en rød tråd og dermed skabe sammenhæng i barnets liv.
Værdisæt
Vi tager hånd om at forme livsduelige børn via:
- Leg og læring
- Mangfoldighed - forskellighed er en ressource
- Det grønne og aktive liv
- Tryghed, trivsel og glæde
- Du, jeg og vi i et forpligtende fællesskab
- Vores læring
Fællesbestyrelse
Brahesmindes fællesbestyrelse består af 7 forældrevalgte medlemmer fra skoler og børnehuse i Horne og Svanninge. Der er repræsentanter i alle afdelinger, og der afholdes møde ca. 1 gang om måneden. Der er altid en repræsentant tilstede ved forældremøder.
Bestyrelsen har været inddraget i de forskellige miniprojekter og praksiseksempler på følgende måde:
På bestyrelsesmøder er de blevet fremlagt af en repræsentant fra personalet og en fra ledelsen. Bestyrelsen har således fået et indblik i det store arbejde, der lægger til grund for arbejdet med den pædagogiske læreplan. Bestyrelsen udtaler:
"Det har været spændende at følge med i pædagogikken. Vi har også kunnet give vores besyv med. Alt i alt kan vi kun bevidne, at der er blevet arbejdet udførligt med alle temaer i den pædagogiske læreplan, så alle børn kan få gavn af et alsidigt læringsmiljø i børnehusene. Vi er glade for det arbejde, der også leder op til overgangen til skolen, hvor vi oplever, at der er mange samarbejdsflader, der emmer af sammenhæng".
Åbningstider
Mandag til torsdag kl. 6.15-16.30
Fredag kl. 6.15-15.30
UDVIDET ÅBNINGSTID
Hvis du som forælder har problemer med at nå at aflevere eller hente dit barn inden for åbningstiden i hverdagen, har du mulighed for at søge om udvidet åbningstid.
Der kan søges fra:
- Kl. 6.00 om morgenen og til institutionen åbner
- Institutionen lukker og indtil kl. 17.00
For at kunne søge om udvidet åbningstid skal du have job eller uddannelse, der gør, at du sammenlagt med transporttiden ikke har mulighed for at aflevere eller hente dit barn inden for institutionens normale åbningstid.
Bevillingen gives til den enkelte familie. Du er derfor kun berettiget til at få udvidet åbningstid, i den periode du har behov for det.
Du kan søge udvidelse, når barnet går i vuggestue, børnehave eller SFO. Hvis dit barn går i en privat institution, kan du ikke søge om udvidet åbningstid.
SÅDAN SØGER DU OM UDVIDET ÅBNINGSTID
Har du behov for en længere åbningstid, kan du henvende dig i institutionen. Lederen hjælper dig med at udfylde en ansøgning og indsende denne til administrationen i Opvækst og Læring.
Administrationen sender svar til lederen af institutionen. Når udvidelsen er bevilget, aftaler du og lederen, hvilken dag dit barn kan starte med at have udvidet åbningstid.
Har du spørgsmål i forbindelse med udvidet åbningstid, kan du henvende dig til ledelsen i din institution eller SFO. Du er også velkommen til at kontakte Opvækst og Læring på telefon 72 53 30 00.
RETNINGSLINJER FOR UDVIDET ÅBNINGSTID
Det er kommunalbestyrelsen, der har besluttet at afsætte penge på budgettet til udvidet åbningstid. Bag beslutningen ligger et bevidst ønske om at skabe gode rammer for kommunens børnefamilier, så Faaborg-Midtfyn Kommune fortsat vil være et attraktivt sted at bosætte sig.
Vil du vide mere om, hvordan pengene til udvidet åbningstid fordeles, kan du se i Retningslinjer for udvidet åbningstid, som du finder her.
Ferier og lukkedage
I 2022 holder vi ferielukket i uge 29 og 30 og dagen efter Kristi Himmelfart. Der er nødpasning i disse ferieperioder i et af børnehusene.
26-31 dec., dagene mellem jul og nytår, varsler vi ligeledes ferielukning.
Grundlovsdag, den 5. juni og 24. dec. lukket - her tilbydes ingen pasning.
Pasning i ferieperioder
I ferieperioder sammenpasser vi børnene med vores søsterinstitution i Svanninge. Det betyder, at vi samler de børn, der ikke holder ferie, i en af institutionerne på skift.
I sommerferien:
- uge 29 holder vi åbent for tilmeldte børn.
- uge 30 holder vi åbent for tilmeldte børn.
Det er vigtigt, at I som forældre melder ind, når ferietilmeldingen starter og giver os besked, hvis barnet ikke kommer, når det er tilmeldt. Barnet kan ikke komme, hvis det ikke er tilmeldt, idet ressourcerne sættes ind efter antal tilmeldte børn.
Tilmelding til feriepasning sker via Aula.
Her kan du læse mere om lukkedage og feriepasning i kommunens daginstitutioner
Opstart
For at sikre "den røde tråd" gennem dit barns liv, læring og udvikling, har vi stort fokus på, at lette overgangen for barnet, når det går fra et trygt og kendt miljø til noget nyt. Vi giver barnet den bedste start på alt det nye.
Når barnet skal starte hos os, modtager det et lille brev fra os og der aftales besøg inden opstart.
Fra dagpleje til børnehave
Overgangen fra dagpleje eller vuggestue til børnehave oplever langt de fleste børn som noget spændende og positivt. Vi giver vi os god tid til at lære det nye barn og familien at kende.
Dagpleje og institutioner arbejder tæt sammen om overgangen med fokus på barnets udvikling inden for sprog, motorik, personlige og sociale kompetencer. I Faaborg-Midtfyn Kommune arbejder vi med "Barnet i centrum". En god start i børnehaven er vigtig for barnets trivsel og udvikling i børnehaven og resten af livet.
I et lille lokalsamfund, hvor alle kender hinanden, er vi også tæt på dagplejerne. De inviteres med jævne mellemrum til åben-låge dage, men vi inviterer også gerne ind ved andre lejligheder, for eksempel, fastelavn eller idrætsdag.
Dagligdagen
Dagligdagen hos os er præget af en positiv atmosfære, hvor det er rart at være for både børn og voksne. Her er et fagligt velfunderet personale, der står klar til at tage imod børnene.
Her kan du læse om dagligdagens rutiner:
Morgen:
Børnehave og vuggestue åbner sammen i vuggestuen. Vi lægger vægt på en hyggelig og rolig morgenaflevering, med tid til at vinke og tage sig af barnet. Vi spiser morgenmad frem til klokken 8.00. Efter morgenmaden går børnehaven i eget hus, og dagens aktiviteter begynder så småt at gå i gang.
Formiddag:
I vuggestuen spiser vi lidt formiddagsmad kl. ca. 09.00. I børnehaven kan det være at sulten melder sig, og man er klar til en lille formiddags-klemme. Her er køkkenet en god base, og du finder børn, der sidder i en lille krog og spiser en mad, fra madpakken. Aktiviteter kører hver dag på stuerne eller udenfor.
Middag:
De medbragte madkasser pakkes ud, og det er frokosttid. Vi snakker om vind og vejr, læser historie eller synger. Når frokosten er spist er det tid til at lege udenfor på legepladsen. Her er højt til loftet, og der er masser af plads til leg og læring.
Eftermiddag:
Vi samles og spiser lidt frugt eller frugtmadpakke sammen. Efterhånden begynder nogle børn at blive hentet.
Det grønne og aktive liv
Vi bruger naturen i vores dagligdag. Vi ser naturens læringsrum, som en oplagt mulighed for at pirre til børnenes nysgerrighed og et sted, hvor alle kompetencer er i spil og udvikles. Vi har i mere end 20 år været aktive i Friluftsrådets Grønne Spirer.
Natur i børnehøjde
Natur har et stort fokus hos os. Små og sjove aktiviteter for store og små, er en stor del af hverdagen. Vi har forskellige indgangsvinkler for at arbejde med natur.
Vi formidler natur i børnehøjde, hvor alle kan være med. Der er forskel på, hvad man kan som 3-årig, og hvad man kan, når man er 5 år. Aktiviteterne er tilrettelagt så alle får passende udfordringer. Vi undersøger naturen omkring os i nærmiljøet og i lokalsamfundet.
Pædagogik
Vi arbejder ud fra en anerkendende, inkluderende og ressourcetænkende tilgang. Alle er vigtige for fællesskabet og hvert enkelt barn har værdi i sig selv.
Vi har fokus på, at styrke det enkelte barn i troen på sig selv. Anerkendelse skaber tryghed og øger selvværdet - samt frisætter derfor energi til at give sig i kast med at erobre verden. Vi ser det enkelte barn og søger at forstå dets intention.
Vi har en helhedsorienteret tænkning omkring det enkelte barn og gruppen, og dermed arbejdes der fortløbende med fællesskabet og gives tid og rum til fordybelse. Vi arbejder målrettet på at alle børn føler sig som en del af et fællesskab.
Læring
Vi ser læring som en proces, hvor børn tilegner sig viden, kunnen og færdigheder gennem de erfaringer, de gør sig. Læring sker overalt i leg og aktiviteter. Barnets initiativ tages alvorligt. Legen har stor betydning i barnets liv og anerkendes højere i dag end førhen. De voksne guider og støtter op om børnenes leg ved at gå foran, bagved og ved siden af.
Læringsbegreb
Der er stor forskel på det lille barn i vuggestuen og den kommende skolestarter, men fællestrækkene, uanset alder er, at hverdagslivet skal være præget af afstemte aktiviteter og læringsmiljøer, der passer til børnegruppen. Der skal være stort fokus på børnenes stemmer og initiativer og hvad vi kan gøre for at understøtte disse.
Den Pædagogiske læreplan
Den pædagogiske læreplan kalder på mere leg og læring. Al læring sker i samspil med andre - derfor er relationer centrale omdrejningspunkter i det pædagogiske arbejde med børnene. Det giver fællesskabsfølelse, og alle har ret til fællesskab.
I nedenstående finder du link til vores seneste pædagogiske læreplan, som udgør rammen og den fælles retning for personalets pædagogiske arbejde med børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Du finder også link til evaluering af den pædagogiske læreplan.
Evaluering af den pædagogiske læreplan
Børn med særlige behov
I vores dagligdag er vi opmærksomme på de børn, som af den ene eller anden årsag har svært ved at begå sig. Vi støtter og guider dem i hverdagen og inddrager forældrene til åben dialog. Vi samarbejder også med kommunens konsulenter omkring børnene. Forældrene er altid inddragede.
Børn kan være meget forskellige, og derfor har de også forskellige behov. Nogle børn har helt særlige behov, og i Horne Børnehus støtter vi op om, at det er vigtigt, at der er plads til alle.
Vi skelner imellem børn med særlige behov, som børn:
- Der i en kort afgrænset periode har særlig brug for støtte og opmærksomhed.
- Der i en længere periode har særlig brug for støtte og opmærksomhed.
Alle børn har ret til en god ven og gode kammerater. Den voksne skal se og handle over for børn med et særligt behov, så en tidlig indsats kan finde sted.
Vi laver indsatsplaner i samarbejde med forældrene, som skal støtte barnet i dets udvikling.
Læs mere om Faaborg-Midtfyn Kommunes tilbud til børn med særlige behov
Personale
Ledelse
Afdelingsleder Dorte Barber, tlf.: 72 53 45 50
Øvrigt personale
4 pædagoger
1 pædagogisk assistent
2 pædagogmedhjælpere
Spørgsmål? Kontakt os
HORNE BØRNEHUS
Skolevej 2
5600 Faaborg
Telefon: 72 53 45 52
Telefon: 72 53 45 50
Send en mail
Skriv sikkert