Badestrande

Der findes mange gode bademuligheder langs hele den sydlige kyststrækning i Faaborg-Midtfyn Kommune. I perioden fra 1. juni til 31. august kontrollerer vi badevandet ved flere badestrande.

Besøg en af de mange gode badestrande i Faaborg-Midtfyn Kommune. Du finder både fine sandstrande egnet til mindre børn og mere stenede områder med gode muligheder for at snorkle og studere dyrelivet.

Se oversigt over kontrol af badevandskvaliteten

Luk alle
Åben alle

Blå flag

Du finder Blå Flag ved Havnebadet og Klintestranden ved Faaborg.

Blå Flag betyder høj vandkvalitet, klar og tydelig miljøinformation, gode faciliteter og at vandsikkerheden er i top.

Blå Flag sæsonen er 1. juni - 15. september

Badepunkt og Vinterbadepunkt

Du finder Badepunkt ved Faldsled Strandpark, Horne Sommerland, Nab Strand og Lille Ibjerg Sø.
Du finder Vinterbadepunkt ved Havnebadet og Klintestranden i Faaborg, Faldsled Strandpark, Horne Sommerland og Nab Strand.

Badepunkt og Vinterbadepunkt er en nordisk mærkningsordning og betyder rent badevand, høj badesikkerhed og basal infrastruktur.

Badepunktsæsonen er 1. juni – 15. september.

Vinterbadepunktsæsonen er 16. september – 31. maj.

Baderåd og sikkerhed

Badeturen skal være en god og sikker oplevelse. På Rådet for Større Badesikkerheds hjemmeside finder du gode råd om badesikkerhed.

TrygFondens webside respektforvand.dk indeholder gode råd, som skal være med til at forebygge ulykker, samle viden og lære danskerne at have respekt for vand.

Redningsnumre redder liv

Når der sker drukne- eller andre ulykker ved de danske kyster, søer og vandløb, er det vigtigt, at alarmering af redningsberedskabet sker så sikkert og hurtigt som muligt. En hurtig redningsindsats er afhængig af at alarmcentralen og beredskabet har mulighed for entydigt at fastslå stedet for ulykken.

Et redningsnummerskilt udgøres at et bogstav efterfulgt af et 3-cifret tal. Placeringen af disse skilte med strandens redningsnummer er registreret meget præcist med en gps-koordinat.

Ved alarmkald til 112 vil alarmcentralen aktivere redningsberedskabet, således at hjælpen kommer frem så hurtigt som muligt.

Redningsnummerskiltene er på steder, hvor der ikke er en postal adresse. Det er for eksempel badeområder ved strande og søer.

Kort med oversigt over redningsnummer på strande

På siden www.redningsnummer.dk er der mere information om redningsnumre.

Badestrande i Faaborg-Midtfyn Kommune

Luk alle
Åben alle

Bøgebjerg

Badevandskvalitet

Badevandet er klassificeret som udmærket, der er den bedste kategori.

Fysiske forhold

Start: Mod vest afgrænses stranden ved badebroen. Herefter præges stranden af mange sten.

Slut: Mod øst afgrænses stranden ved det offentlige bord hvor stranden bliver smallere og mere tilgroet.

Der er tilkørsel til stranden via Bøgebjerglund, som er en sidevej til Svendborgvej (44). Det kan være svært at finde en parkeringsplads i området. Ved at følge markvejen til venstre 50 meter nede ad Bøgebjerglund kommer man ned til en lille græsplæne, hvor man evt. kan parkere.

Der er et å- eller drænudløb øst for bådebroen. Det anbefales at undgå at bade i og omkring udløbet.

Den bedste del af badestranden er ca. 100 m lang og består af fint sand og mindre sten.

Strandbredden er på det bredeste sted omkring 10 m og med et forholdsvis lille fald mod vandkanten. Umiddelbart bag selve stranden er der vegetation i form af siv og græs. Der er opstillet et bord med bænke bagved den mest egnede del af stranden.

Bunden er præget af en del tang og nogle store sten. Et stykke ude er der en stor muslingebanke. Ved at benytte den ca. 30 meter lange badebro kommer man ud til en finere sandbund.

Vanddybden er efter ca. 90 m omkring 1,5 m.

Hydrologiske forhold

Strømretningen er ifølge tidligere analyserapporter primært syd eller vestlig. Ebbe og flod samt vindforhold kan have betydning for strømforholdene.

Geografiske forhold

Bøgebjerg ligger omkring 6 km kørsel fra Faaborg. Stranden er sydvendt ud til Faaborg Fjord.

Det umiddelbare opland til badestranden er sommerhusområdet Bøgebjerglund.

Mod nordvest ligger sommerhusområdet Ny Holstensprøve. Længere mod vest ligger den østlige del af Faaborg by. I oplandet mod syd og øst er der enkelte boliger og landbrug.

Bøjden

Badevandskvalitet

Badevandet er klassificeret som udmærket, der er den bedste kategori.

Badevandsprofil (pfd)

 

Fysiske forhold

Start: Mod øst afgrænses stranden af et område med siv.

Slut: Mod vest afgrænses stranden ved bådebroen og slæbestedet.

Der er tilkørsel til stranden via Bøjdenlandevej. For at komme til stranden skal man gennem campingpladsen, hvilket kræver et gæstepas, som man kan få i informationen.

Stranden er omkring 250 m lang og består af fint hvidt sandstrand. Strandbredden er på det bredeste sted omkring 20 m og med et forholdsvis lille fald mod vandkanten.

Umiddelbart bag selve stranden er der en græsplæne og et område med bord og bænke.

Bunden er præget af en del grove sten og nogle muslingebanker de første ca. 50 meter ud fra kysten. Længere ude er sandbunden meget fin.


Vanddybden stiger gradvist og er efter ca. 100 m. omkring 1,5 m. Badebroen er omkring 70 meter lang. Ved at bruge badebroen undgår man derfor den lidt grove bund.

Hydrologiske forhold

Strømretningen ved kysten er ifølge tidligere analyserapporter primært sydlig eller vestlig.
Ebbe og flod samt vindforhold kan have betydning for strømforholdene.

Bøjden Fig. 3 Teknisk Kort
Figur 3. Teknisk kort over området omkring badestedet.


Geografiske forhold

Bøjden ligger ca. 10 km kørsel vest for Faaborg. Stranden er nordvestvendt ud til Helnæs Bugt, som grænser op til Lillebælt mod vest.

Det umiddelbare opland til badestranden er campingpladsen Bøjden Strand Feriepark.

Omkring 250 meter fra kysten ligger Bøjden. Mod nordøst ligger sommerhusområdet Hesseløje/Fruelund. Mod sydvest ligger der enkelte boliger.

Drejet

Badevandskvalitet

Badevandet er klassificeret som udmærket, der er den bedste kategori.

 

Fysiske forhold

Start: Mod nord bliver stranden smallere og afgrænses af et udløb, som følger Knoldvej ned til kysten.

Slut: Mod syd bliver stranden efterhånden smallere og præget af flere store sten.
Der er tilkørsel til stranden via Knoldsvej, som er en sidevej til Dyreborgvej.

Den bedste del af badestranden er 300-400 m lang og består af groft sand og mindre sten.
Tættere mod vandet bliver sandet finere. Strandbredden er på det bredeste sted omkring 10-15 m og med et forholdsvis lille fald mod vandkanten. Tæt på stranden er der vegetation i form af buske og græs. Der er opstillet flere borde med bænke langs med stranden. Umiddelbart bag stranden ligger en offentlig toiletbygning.

Bunden er præget af en del store og grove sten. Der er opstillet to badebroer ved stranden. Den nordlige badebro, som er den længste, er omkring 30 meter. Den sydligste bro er ca. 20 meter. Begge broer er ejet af grundejerforeningen. I umiddelbar nærhed af den sydligste badebro findes et slæbested, der ligeledes er ejet af grundejerforeningen.

Vanddybden stiger hurtigt og er efter ca. 16 meter omkring 1,5 m.

Hydrologiske forhold

Strømretningen ved kysten er ifølge tidligere analyserapporter primært syd eller vestlig.
Ebbe og flod samt vindforhold kan have betydning for strømforholdene.

Drejet Fig. 3 Teknisk Kort

Fig. 3. Teknisk kort over området omkring badestedet.

Geografiske forhold

Drejet ligger omkring 6 km kørsel fra Faaborg. Stranden er vestvendt ud til Det Sydfynske Øhav.

Badestranden ligger på tangen ud til Knolden.

Det umiddelbare opland til badestranden er et rekreativt område. Bag dette ligger Dyreborg Sommerhusområde. Omkring Drejet findes også en del landbrug, både mod nord og på Knolden.

Ca. 1,5 km nord for Drejet ligger Faaborg Renseanlæg. Anlægget udleder spildevand i en spildevandsledning, som løber langs tangen og fortsætter omkring 0,5 km ud i havet mod syd.

 

Dybskrog

Badevandskvalitet

Badevandet er klassificeret som udmærket, der er den bedste kategori.

 

Fysiske forhold

Start: Mod nord afgrænses den primære strand ved badebroen.

Slut: Mod syd afgrænses stranden umiddelbart efter stien, som fører ned til vandet.

Det er ikke let at komme til stranden i bil. Stranden ligger for enden af Dybskrog, som er en privat fællesvej og Østergyden, som er en sidevej til Svendborgvej (44).

Den bedste del af badestranden er ca. 30 m lang og består af meget fint sand.

Strandbredden er på det bredeste sted omkring 15 m og med et forholdsvis lille fald mod vandkanten.

Umiddelbart bag selve stranden er der et privat område med græsplæne.

Bunden er præget af en del tang og mindre sten de første 10 meter. Længere ude fra kysten bliver bunden finere, men mudret nogle steder. En 30-40 meter lang privat badebro rækker ud over den let stenede bund.
Vanddybden er efter ca. 60 meter omkring 1,5 m.

 

Hydrologiske forhold

Strømretningen er ifølge tidligere analyserapporter primært syd eller sydvestlig. Ebbe og flod samt vindforhold kan have betydning for strømforholdene.


Geografiske forhold

Dybskrog ligger omkring 11 km kørsel fra Faaborg. Stranden er østvendt ud til Det Sydfynske Øhav.

Det umiddelbare opland til badestranden er et større rekreativt område. Udenom ligger sommerhusområdet Dybskrog.

Længere mod nord ligger Nakkebølle Sanatorium. I oplandet bag sommerhusområdet er der desuden enkelte boliger og landbrug.

Mod nordøst har Hundstrup Å sit udløb.

 

Dyreborg Skov

Badevandskvalitet

Badevandet er klassificeret som god, der er den næstbedste kategori.

 

Fysiske forhold

Start: Mod nordøst bliver stranden smallere og afgrænses, hvor Bjerne Langgyde drejer op i landet.

Slut: Mod syd afgrænses stranden ved vendepladsen, hvor stranden bliver meget stenet.

Der er tilkørsel til stranden via Bjerne Langgyde, som er en sidevej til Bjernevej.

Den bedste del af badestranden er ca. 150 m lang. Midt på stranden er sandet fint, mens det længere til hver side bliver grovere med mindre sten. Strandbredden er på det bredeste sted omkring 15 m og med et forholdsvis lille fald mod vandkanten. Umiddelbart bag selve stranden er der krat og buske. Der er opstillet flere borde med bænke langs med stranden.

Bunden er meget fin. På vej ud fra kysten passeres en del tang.

Vanddybden er efter ca. 90 meter omkring 1,5 m.

 

Hydrologiske forhold

Strømretningen er ifølge tidligere analyserapporter primært syd eller vestlig. Ebbe og flod samt vindforhold kan have betydning for strømforholdene.

 

Geografiske forhold

Dyreborg Skov ligger omkring 6 km kørsel fra Faaborg. Stranden er sydøstvendt ud til Faaborg Fjord.

Det umiddelbare opland til badestranden er Dyreborg Skov. Mod sydvest ligger en række boliger langs kysten.

Længere mod vest ligger selve Dyreborg. I nordlig retning er der spredt bebyggelse og et enkelt landbrug.

 

Faldsled Strandpark

 

Fysiske forhold

Start: Mod nord afgrænses stranden af bådehavnen.

Slut: Mod syd fortsætter stranden, indtil den gradvist bliver smallere.

Der er tilkørsel til stranden via Lykkevej, som er en sidevej til Assensvej (329).

Stranden er omkring 250 – 300 m lang og består af fint sandstrand. Enkelte steder er der tæt og høj vegetation. Strandbredden er på det bredeste sted omkring 8 m og med et forholdsvis lille fald mod vandkanten. Umiddelbart bag selve stranden er der græsplæne og et område med bord og bænke. Længere mod land er fodboldbanen.

Der er en gennemgående vandresti langs med stranden (Øhavsstien).

Ved det primære badeområde er der etableret en offentlig badebro. Badebroen er typisk sat i vandet fra juni til september. Bunden virker lidt plumret inde ved land. Længere ude passeres en del tang. Ca. 50 meter fra kysten bliver sandbunden mere fast og fin.

Stranden og vandet virker mest tiltalende omkring badebroen.

Vanddybden stiger gradvist og er efter ca. 100 m. omkring 1,5 m.

Hydrologiske forhold

Strømretningen er ifølge tidligere analyserapporter primært nord eller vestlig.

Ebbe og flod samt vindforhold kan have betydning for strømforholdene.

Geografiske forhold

Stranden ligger ca. 300 meter syd for bådehavnen i Faldsled. Stranden er vestvendt ud til Helnæs Bugt, som grænser op til Lillebælt mod vest.

Det umiddelbare opland til badestranden er Faldsled by.

Nord for stranden ligger Bjerghammer, hvor der findes af en række mindre bække og søer, som udmunder i en bæk nord for bådehavnen i Faldsled. Mod syd udmunder Møllebækken.

 

Faldsled ved Møllebæk

Badevandskvalitet

Badevandet er klassificeret som god, der er den næstbedste kategori.

 

Fysiske forhold

Stranden ligger ca. 1,6 km syd for Faldsled by. Stranden er vestvendt ud til Helnæs Bugt, som grænser op til Lillebælt mod vest.

Start: Mod nord fortsætter stranden, men bliver smallere og smallere og præget af flere sten.

Slut: Mod syd fortsætter stranden, men præges af flere sten.

Der er tilkørsel til stranden via Klintholmvej, som er en sidevej til Assensvej (329).

Stranden er omkring 400 m lang og består af fint sandstrand med mindre sten.

Strandbredden er på det bredeste sted omkring 10 m og med et forholdsvis lille fald mod vandkanten. Umiddelbart bag selve stranden er der en græsplæne med bålplads og et bord med bænke.

Omkring Møllebækken kan strandens forløb ændre sig afhængig af vandmængderne fra bækken. Kommunen anbefaler, at badning undgås i og omkring bækkens udløb.

Bunden virker lidt plumret inde ved land. Længere ude passeres en del tang og bunden bliver lidt grovere med en del sten. Længere ude bliver bunden finere med spredte tangbælter.

Vanddybden stiger gradvist og er efter ca. 120-150 m. omkring 1,5 m.

Hydrologiske forhold

Strømretningen er ifølge tidligere analyserapporter primært sydlig eller vestlig.

Ebbe og flod samt vindforhold kan have betydning for strømforholdene.

Geografiske forhold

Det umiddelbare opland til badestranden er et rekreativt område og sommerhusområdet Buursminde. Ud til kysten mod nord ligger et boligområde i det åbne land. Omkring 300 meter bag kysten ligger sommerhusområdet Klintholm.

Stranden opdeles af Møllebækkens udløb. Længere mod syd har Horne Mølle Å sit udløb.

 

Havnebadet

Badevansprofil

Fysiske forhold

Badestedet afgrænses naturligt af havnebadsanlægget.

Der er tilkørsel til Havnebadet via Sundvejen og derefter ad Banegårdspladsen.

Havnebadet er opdelt i tre broer. En bro som hovedsagligt benyttes af kano- og
kajakroerne. En udspringsbro og en børnebro med et indbygget bassin.

Det indbyggede bassin er udformet på en måde så der altid er den samme dybde. Der er
omtrent samme vandgennemstrømning som i havet, men bassinet er afgrænset så man
ikke kan drive til søs. Der er indrettet redskaber til forskellige vandlege.

Der er etableret handicap venlige adgangsforhold til Havnebadet.

Der er borde og bænke i området, som kan benyttes af alle.

 

Hydrologiske forhold

Strømretningen er ifølge tidligere analyserapporter primært syd-eller vestlig.

Ebbe og flod samt vindforhold kan have betydning for strømforholdene.

Geografiske forhold

Havnebadet ligger i Faaborg centrum. Badet er sydvestvendt og ligger ud til Faaborg Fjord. Fjorden er en del af det Sydfynske øhav.

Det umiddelbare opland til Havnebadet er Faaborg by.

Omkring 1 km bag kysten ligger Sundsøen. Vandstanden i søen reguleres ved at pumpe vandet via Sundrenden ud i havet.

I Sundrenden samles tilløb fra Sundsøen, Toppebækken og Svanningebækken.

Sundrenden har sit udløb omkring 150 meter øst for Havnebadet.

 

Horne Sommerland

Badevandskvalitet

 

Fysiske forhold

Horne Sommerland ligger omkring 11 km kørsel fra Faaborg. Stranden er sydvendt ud til
Det Sydfynske Øhav.

Start: Mod vest afgrænses stranden hvor vejen drejer op i landet.

Slut: Mod øst bliver stranden gradvist smallere og smallere.

Der er tilkørsel til stranden via Lyøvej, som man kommer til ad Hornelandevej (8) via
Almarksvej eller Egsgyden.

Stranden er omkring 350 m lang og består af større og mindre sten. Strandbredden er på
det bredeste sted omkring 10 m og med et forholdsvis lille fald mod vandkanten.

Umiddelbart bag selve stranden er der vegetation i form af krat, buske og græs.

Midt på stranden er der et tjæreforurenet område (rød markering). Kommunen anbefaler,
at man undgår at bade i og omkring det forurenede området. Kontakt med sten og jord i
området frarådes ligeledes.

Bunden er præget af en del grove sten og lidt fin tangbegroning. I et bælte fra 6-14 meter
fra kysten er der et forholdsvist tæt tangbælte. Længere ude bliver bunden finere og der er
sandbund.

Vanddybden stiger hurtigt og er efter ca. 10 meter omkring 1 m. Der er flere badebroer.
Broen nedenfor asfaltvejen er en bådebro. Umiddelbart vest for det tjæreforurenede
område finder man den offentlige badebro.

Hydrologiske forhold

Strømretningen er ifølge tidligere analyserapporter primært sydvestlig eller vestlig.

Ebbe og flod samt vindforhold kan have betydning for strømforholdene.

Geografiske forhold

Det umiddelbare opland til badestranden er sommerhusområdet Egsmarken.
Mod øst og vest enkelte boliger.

 

Klinten

Badevandskvalitet

Badevandet er klassificeret som udmærket, der er den bedste kategori.

Omgivelser, faciliteter og vandforhold

Stranden er omkring 200 – 250 m lang og består af fint hvidt strandsand. Mod øst er der flere sten og grovere sand. Strandbredden er på det bredeste sted omkring 20-25 m og med et forholdsvis lille fald mod vandkanten. Vanddybden stiger gradvist og er efter ca. 22 m. omkring 1,5 m. Strømretningen er primært sydvestlig eller vestlig.

Toiletterne er åbne fra primo maj til medio oktober.

• Badebro med rampe
• Handicaptoilet
• Badeponton med udspringstårn ca. 70 meter fra kysten
• Redningspost midt på stranden ud fro badebroen
• Strandkørestol
• Borde og bænke på stranden samt på græsarealet bag stranden.
• Legeplads bag stranden


Lån en strandkørestol ved Klinten Strand

Du kan låne en gratis sand- og vandkørestol. Den kan bruges af alle børn, unge og voksne med funktionsnedsættelser/ kørestolsbrugere.


Sådan får du adgang til strandkørestolen:

  • Send en mail til hbjen@fmk.dk med navn, adresse, telefonnummer og evt. institutionens navn
  • Kode til døren tilsendes pr. mail.
  • Indtast koden og døren går op.

Lokalet er aflåst uden for badesæson. (display til kode vil være sort)

Rummet med kørestolen er åben fra 1. maj- 15. september. Fliser og rampe fejes og ordnes i Blå Flag perioden 5. juni- 15. september.

Klintestranden

Lille Ibjerg Sø

Badevandskvalitet

Klassificering: Ukendt – Ny sø
Dato: 30.03.2016
Næste revision: Ved evt. ny klassificering

Fysiske forhold

Udbredelse: Lille Ibjerg Sø er beliggende til venstre for grusstien der fra Ibjergvej fører ind
i grusgravsområdet. Selve strandområdet strækker sig op til grusstien.

I nærheden af stranden ligger en lille parkeringsplads ud til Ibjergvej som via Labirksgyden
fører ud til Ørbækvej (301).

Fra parkeringspladsen fører en grussti til Lille Ibjerg Sø. Søen ligger ca. 150 m fra
parkeringspladsen. Det er ikke tilladt at køre i bil ned til badestedet.

Der er omkring 50 meter sand/græs ved badestedet. Strandbredden er på det bredeste
sted omkring 30 m og med et forholdsvis lille fald mod vandkanten. Søerne ligger i et
grusgravsområde.

Badestedet er anlagt med sandopfyld, og visuelt afgrænset med natursten. I området ud til
naturstenene er der forholdsvis lavvandet med sandbund. Efter stenene falder bunden ud
mod selve søen.

Vanddybden er omkring 1,5 m hvor badeområdet går over i selve søen.

Hydrologiske forhold

Der er ifølge analyserapporter ikke nogen nævneværdig strøm.


Geografiske forhold

Lille Ibjerg Sø ligger omkring 14 km kørsel fra Odense C. Badestedet er er vestvendt.
Det umiddelbare opland er Tarup-Davinde Natur- og fritidsområde. Desuden ligger der et boligområde øst for søen

 

Nab

Badevandskvalitet

Badevandet er klassificeret som udmærket, der er den bedste kategori.

Badevandskvaliteten er udmærket

 

Fysiske forhold

Start: Mod nord afgrænses stranden naturligt efter sommerhusområdet.

Slut: Mod syd bliver stranden smallere og smallere efter badebroen.

Der er tilkørsel til stranden via Nabgyden, som er en sidevej til Svendborgvej (44).

Der er flere drænudløb nord for badebroen. Det anbefales at undgå at bade i og omkring udløbene.

Den bedste del af badestranden er ca. 250 m lang og består af meget fint sand (gul markering).

Strandbredden er på det bredeste sted omkring 10 m og med et forholdsvis lille fald mod vandkanten. Umiddelbart bag selve stranden er der en græsplæne, hvor man kan sole sig. Der er opstillet borde med bænke. Længere fra kysten er der et stort græsområde, hvor man kan parkere.

Bunden er præget af en del tang. Bunden er meget fin omkring badebroen og nord for denne. Udenfor dette område er der flere større sten og en del tang.

Vanddybden er efter ca. 20 m omkring 1,5 m.

 

Hydrologiske forhold

Strømretningen er ifølge tidligere analyserapporter primært syd eller vestlig. Ebbe og flod samt vindforhold kan have betydning for strømforholdene.


Geografiske forhold

Nab ligger omkring 8 km kørsel fra Faaborg. Stranden er vestvendt ud til Faaborg Fjord.

Det umiddelbare opland til badestranden er et større rekreativt område. Desuden ligger sommerhusområdet Nab både nord og syd for stranden.

Længere mod nord ligger Nab Camping. Bag sommerhusområdet væk fra kysten ligger Hotel Mosegården. I oplandet er der desuden enkelte boliger.

 

Sinebjerg

Badevandskvalitet

Badevandet er klassificeret som god, der er den næstbedste kategori.

 

Fysiske forhold

Start: Mod vest fortsætter stranden i nogenlunde samme stil og kvalitet.

Slut: Mod øst afgrænses stranden af badebroen, hvorefter den bliver smallere og smallere og ender ved badeområdet nedenfor campingpladsen.

Der er tilkørsel til stranden via Sinebjergvej, som man kommer til ad Hornelandevej (8) via Kirkevej.

Stranden er 400 m lang og består af større og mindre sten. Strandbredden er på det bredeste sted omkring 10 m og med et forholdsvis stejlt fald mod vandkanten. Umiddelbart bag selve stranden er der vegetation i form af krat, buske og græs. Der er opstillet borde med bænke langs kysten.

Bunden er præget af flere store og grove sten med en del tang. Ca. 11 meter ude er der sandbund, her er dybden ca. 1 meter. På vej ud passeres et par tangbælter. Badebroerne er omkring 10-15 meter lange og ved at bruge dem undgås de store sten og tangbælterne.

Vanddybden stiger hurtigt og er efter ca. 16 meter omkring 1,5 m.

 

Hydrologiske forhold

Strømretningen er ifølge tidligere analyserapporter primært syd eller vestlig. Ebbe og flod samt vindforhold kan have betydning for strømforholdene.


Geografiske forhold

Sinebjerg ligger omkring 5 km kørsel fra Faaborg. Stranden er sydvendt ud til Det Sydfynske Øhav.

Det umiddelbare opland til badestranden er Sinebjerg Camping. Langs med Sinebjergvej ligger en række huse. Derudover findes der en del enkelte boliger og landbrug i oplandet.

 

Kort over badestrande

Spørgsmål? Kontakt os

Miljø - Badevandskvalitet

Mellemgade 15
5600 Faaborg

Telefon 72 53 21 40

Telefontider

Mandag 10.00 - 12.00
Tirsdag 10.00 - 12.00
Onsdag Lukket
Torsdag 15.00 - 17.00
Fredag  10.00 - 12.00

Uden for telefontiden for Miljø kan du ringe til 72 53 05 30, hvor du kan efterlade en besked med ønske om opringning. Du har også mulighed for at sende mail.

Ved akut forurening, fx. olieudslip, skal du ringe til alarmcentralen på 112 og give besked om forureningsulykken.

Send en mail